torsdag den 16. maj 2013

12 gedder i båden

I mandags var vi en tur på en af vores favoritsøer på Sydsjælland. På trods af hård vind blev det en kanon dag med 12 gedder i båden - de to største på 6,36 kg (Ny i top10) og 5,31 kg.

6,36 kg og ny i Top10.
De bedste agn var alien eel firetiger, 20 cm shad i sort/sølv fra Savage Gear og levende agn fisket på 3-4 meter over 5-8 meter vand.


Næste tur bliver den 2. juni på samme sø. Vi krydser fingre for at storgedderne vil lege med der.

Knæk og bræk til alle.

Vindstyrke: 10-15 m/s
Vandtemperatur: 14,5 grader
Fisketid: 10 timer

torsdag den 9. maj 2013

Esoxworld.com - Gratis Geddemagasin

På denne højhellige Kristi Himmelfarts dag, hvor mange af jer sikkert er ude på søerne, mens undertegnede sidder og knokler på kontoret, vil jeg lige tippe jer om Esoxworld.com igen.

Det er et 100% gratis online geddemagasin, hvor der er mange gode artikler om geddefiskeri rundt omkring i den store verden.

Der skal blot oprettes en bruger og så kan du hente alle de magasiner du ønsker.

Rigtig god læselyst :)


søndag den 5. maj 2013

Geddepremiere på Furesøen

Fredag den 3. maj stod Furesøen for skud for årets geddepremiere. Vi stævnede ud kl 5:30 i fantastisk vejr og ikke mindst med rigtig store forventninger. 


De første 3-4 timer blev brugt på at dørge rundt i Store Kalv, som sidste år gav rigtig mange gedder op til 8 kg. Det skulle dog vise sig at være forkert taktik og det blev kun til en mindre gedde omkring kiloet.

Vi prøvede derefter skrænterne af på lidt dybere vand og her var der godt med fisk på ekkolodet, men det lykkedes os desværre kun at lokke én enkelt gedde i fælden. Det var til gengæld en rigtig flot fisk på 5,12 kg, som huggede på et stort gummidyr i mørke farver.


Det blev altså kun til to gedder, som vel ikke er helt godkendt, men efter fire dage i Sverige uden en eneste fisk kan vi kun være tilfredse.

Næste tur bliver på næste mandag hvor en af vores favoritsøer på Sydsjælland står for skud.

Vindstyrke: 1-2 m/s
Vandtemp: 9,5 grader

Fisketid: 12 timer

onsdag den 1. maj 2013

Stor fed 0-tur!

Netop hjemvendt fra fiskekarrierens største skuffelse: 4 dage i Sverige, 30-35 timers fiskeri og 0 fisk! Det er satme elendigt og ganske enkelt bare ikke godt nok.

Forventninger var ellers i top, da turen sidste år - samme tid og sted - kastede flere flotte fisk af sig med en gedde på 7,47 kg på toppen. Det skulle dog vise at sig at vandtemperaturen målte 5-7 grader lavere end sidste år (~3,5°) og gedderne var derfor i alt andet end bidehumør. Vi prøvede ellers alt i grejkassen, død agn, forskellige dybder, kaste- og dørgefiskeri - intet virkede. Det eneste vi ikke fik prøvet af var levende agn, så måske det havde været nøglen til succes?



Selvom fiskene manglede havde vi nogle fantastiske dage på søen, som på nær den sidste dag viste sig fra sin rigtig gode side.

Brormand Jesper gjorde sit bedste for at holde humøret oppe :)

Super vejr. Ingen fisk.


På fredag står den på dansk geddepremiere på Furesøen.

Time for revenge!

Vindstyrke: 5-15 m/s
Vandtemp: 4-5 grader

Fisketid: 37 timer

onsdag den 24. april 2013

Gå aldrig ned på grej!

Som nævnt i sidste indlæg har vi inden årets sæsonstart lavet en opgradering af ekkolod, elmotor og grej. Den største opgradering er uden tvivl sket på ekkolods-siden, da vores Garmin Echo 500c er blevet skiftet ud med det nye Lowrance HDS12 Gen2 Touch - Hell yeah!

Det har endnu ikke haft sin debut, men mon ikke vi bliver glade for det. Det har i hvert fald alle de features vi har efterspurgt; Stor skærm, GPS/kortplotter, StructureScan og mulighed for at lave egne søkort. Vi glæder os som små børn til at teste det af og vi skal nok komme med et mere uddybende indlæg på et senere tidspunkt.


På motor-siden har vi de seneste to sæsoner brugt en 14 år gammel elmotor, og den er nu - efter tro tjeneste - blevet skiftet ud med en toptunet Minn Kota Endura MAX 50. Den burde holde en del mere på batteriet, så vi fremadrettet slipper for at have to 15-20 kgs batterier med.


På grejfronten er det blevet til to nye hjul og stænger samt lidt blandet grej. Hjulene er Shimano Technium 4000FC og 5000FC med et par tilhørende Savage Gear stænger, som jeg ikke kan huske specs på. Derudover er der røget nogle nye gummidyr i friske farver og et par Ghost paravaner ned i grejtasken.


En ting er sikker: Vi er 100% klar og forberedte til sæsonstarten i Sverige på fredag. Nu krydser vi bare fingre for at gedderne vil lege med.

Hold øje med bloggen eller facebook-siden de næste 5-6 dage, hvis du vil følge med i fangsterne i Sverige.

lørdag den 13. april 2013

Sæsonstart 2013 - KOM SÅ!

Efter en ALT for lang fiskepause er sæsonstarten for 2013 nu planlagt. Den 24. april tager vi 4 dage til Sverige, hvor vi skal have banket 5 måneders fiskepause ud af kroppen.

På trods af mange ihærdige forsøg lykkedes det os desværre ikke at få vores første 10 kg+ gedde i båden sidste år, så 2013 SKAL være året hvor det sker - og den må meget gerne komme på turen til Sverige.

Som alle lystfiskere ved, så man man aldrig gå ned på grej og vi har derfor lavet en seriøs opgradering af ekkolod, el-motor og grej. Mere herom om et par dage.

Det kribler allerede i hele kroppen for at komme afsted. Fem måneder uden geddefiskeri er for meget. Det skal ikke ske igen.

Herunder er den største gedde på 7,47 kg fra sidste års tur på samme tid. De findes MEGET større og denne gang skal de lege med os.

7,47 kg - 104 cm



mandag den 19. november 2012

Søndagstur på Tystrup-Bavelse

Det blev i går til en lille søndagstur på Tystrup-Bavelse søerne. På trods af gode forhold var fiskene ikke nær så hugvillige som vi havde håbet på. På 5 timers fiskeri fik vi 4 gedder, en enkelt aborre samt en helt fantastisk solnedgang.

Største gedde rundede 6,5 kg og aborren var lige under kiloet.

6,5 kg gedde

Aborre 955 gram



tirsdag den 13. november 2012

Vi har travlt...

Travlhed på jobbet tager desværre det meste af vores tid pt, så det har været småt med fisketure og opdateringer siden vi kom hjem fra Thailand. Planen er at vi holder en mindre fiskepause henover vinteren og så kommer vi stærkt tilbage til forårsgedderne i 2013.

I skal dog ikke snydes for Jens' 30 kgs mekong catfish, som blev fanget på den sidste fisketur i Thailand. Fighten var uden sammenligning og varede 30-35 minutter, så hvis han ser lidt træt ud på billedet er det med god grund. (En time forinden havde han desuden mistet en endnu større fisk efter 25 minutters fight). Vi andre fik også lov til at lege med de lidt mindre eksemplarer, men stadig vanvittige fights. En STOR oplevelse for alle :)

Mekong Catfish 30 kg




Vi er stadig ret aktive på vores facebook-side, da det er lidt mindre tidskrævende, så husk at hoppe forbi der i ny og næ :)

Knæk og bræk til jer alle!

mandag den 17. september 2012

Arapaima-feber!

Så er første arapaima sats overstået og det endte lykkeligt med en flot arapaima på cirka 30 kg, som huggede i sidste kast i tusmørke.

Arapaima på ca 30 kg
Udover den flotte arapaima fangede vi også en del "mindre" fisk. Blandt andet denne siasmesiske karpe på 15-20 kg, som leverede en vanvittig fight! I morgen tager vi på arapaima jagt igen, hvor de helt store fisk vil lege med.

Siamesisk karpe på 15-20 kg

tirsdag den 11. september 2012

Thailand - Here we come!!

Klokken 14:25 i eftermiddag letter vi fra Københavns Lufthavn og sætter kursen mod det fantastiske Thailand. 13 dage med kombineret golf og fiskeri - YES, det bliver fedt!

Turen sidste år gav en del arapaimaer med de to største på 45 og 71 kg. I år skal vi forhåbentlig ud og lege med de helt store fisk på 100-150 kg som findes i søerne dernede. (Kryds gerne et par fingre for os)

Vi opdaterer selvfølgelig løbende fra turen.

45 kg arapaima (Vanvittig fight på 35 min)

Redtail Catfish - 8 kg

Mindre arapaima

Alligator Gar